tirsdag den 4. august 2015

Maritime glas

Inspireret af et billede i ugens bunke af reklamer har jeg lavet nedenstående "lysestager". 

Heldigvis gemmer jeg alt muligt (og til tider umuligt...!); Glassene her er et par store glas fra syltede agurker fra Netto.


Der skal bruges nogle meter grov, men tynd snor. Jeg prøvede først med fem snore, men synes der skal syv til, for at der bliver tæt nok mellem knuderne. (Se senere.) Du må prøve dig frem, alt efter hvor tæt du vil have "nettet" og af størrelsen på dit glas ;-)

Start med at binde et stykke snor om glassets hals, evt. med en løkke eller et par løse knuder. Det skal ikke være for stramt, for du skal kunne komme under og binde de næste snore og hanken på. Den første snor om glassets åbning bliver strammet senere. Brug gerne en lang snor, så du kan hænge pynt i enderne senere.

Klip så 7 stykker snor der er næsten fire gange så lange som længden fra midt af bunden til glassets kant. Læg snorene dobbelt og sæt dem fast med en løkke på ringen om halsen.



Fordel snorene jævnt og tag så en snor fra to nabo-løkker og læg dem sammen. Bind en knude over dem begge. Eller lav et råbåndsknob eller lignende. Afstanden fra løkken om glassets kant kan være ca. 3 cm. Fortsæt hele vejen rundt.


Når der en række knuder hele vejen rundt, samles igen en snor fra to nabo-knuder og der bindes knuder igen. Fortsæt runden rundt og lav nye runder til de når ned omkring glassets bund.


Nu skal du klippe en snor, der er ca. 15 cm. lang. Bind en knude på den, så du får en ring, der kan ligge midt på glassets bund. Den skal være 3-5 cm i diameter. Nu kan du binde den sidste knude på alle snorene. Fortsæt som hidtil med en snor fra to naboknuder, men før den ene snor under snoren på glassets bund.


Mit første glas startede jeg fra bunden med en ring og endte ved glassets hals. Herunder kan man se, hvor meget pænere det er at starte med løkker oppefra, så man undgår de afklippede ender foroven.

Man kan også se forskellen på at have 5 snore til venstre og 7 til højre ;-)  Det er jo en smagssag om "nettet" skal være tæt og også om knuderne sættes på øjemål, eller om man vil være mere præcis.


Jeg brugte 3 snore til at flette en hank. Lav dem godt lange, læg dem dobbelt og sæt dem fast i snoren rundt om glassets åbning med en løkke. Flet hanken så lang som du ønsker. Hvis der skal lys i, så være sikker på, at hanken er lang nok til at den kan hænge ned på siden af glasset, så der ikke går ild i den... Når du har flettet den rigtige længde, så slå en knude og træk halvdelen af snorene under snoren rundt om glassets åbning og bind endnu et par knuder.

Det er nu, at du løsner de knuder du startede med at binde ovenpå løkken omkring glassets åbning. Du skal stramme løkken og binde nogle solide knuder. Du kan binde tingel-tangel i enderne :-) Jeg har brugt sten med huller i.


Du kan også binde hul-sten eller muslingeskaller  i enderne fra hanken


Med lidt forsigtighed kan man bore huller i muslingeskaller.

 


 

Nu er dit glas klar til, at du kan hælde lidt sand i bunden og lægge sten eller skaller udenom et bloklys. Eller du kan bruge det til en buket fra grøftekanten, eller til grissini...










1 kommentar :

  1. Hvor er de skønne -Fine Jeg vil lave dem til en konfirmatio.Lotte

    SvarSlet